Thomas JENSENIUS

Helligelse

 

"Indtil man virkelig helliger sig noget, er der altid tøven, resultatløshed, muligheden for at trække sig tilbage. Hvad derimod angår alle skabende initiativer og handlinger, gælder én ufravigelig kendsgerning, som man ved at være uvidende om kan ødelægge talløse ideer og strålende planer med; nemlig at i det øjeblik man definitivt helliger sig noget, da ændrer forsynet alt. Talløse ting, som ellers aldrig ville komme for en dag, giver sig til kende for at hjælpe en. En sand strøm af begivendheder udgår fra ens beslutning, som fremkalder alle mulige og uforudsete sammentræf, møder og konkrete former for hjælp, som intet menneske på forhånd kunne have drømt om. Derfor, hvad du end kan eller drømmer om at kunne, begynd på det. Dristighed rummer genialitet, kraft og magi. Begynd og begynd nu!"

 

Johan Wolfgang von Goethe

Ny bogudgivelse i 2013

 

En ny novellesamling er ved at tage form på min computer. I øjeblikket har samlingen intet navn, men jeg er sikker på en god titel dukker op når jeg skriver de sidste noveller til den. Udgivelses datoen er endnu ikke kendt, men den vil blive sat til salg i 2013 som hardback og som E-bog i Apples iBooks. Hold øje med denne side for offentliggørelse af udgivelses dato eller skriv til mig på t.jensenius@gmail.com hvis du ønsker en mail tilsendt når bogen kan købes.

 

Som en lille forsmag på min nye bog, har jeg lagt et uddrag fra novellen "Drengen der ville savnes" ud på denne side. Novellen er inspireret af en oplevelse jeg selv havde som barn. Jeg håber den falder i jeres smag.

 

 

 

Uddrag fra novellen "Drengen der ville savnes"

Jeg hader jer! Jeg hader jer allesammen råbte Mads og løb ud af døren. Han havde aldrig været så vred. Det eneste han tænkte på nu var at komme væk fra dem allesammen. Væk fra sin mor, far og lillesøster. Han sprang igennem hullet i hækken ind til naboen, men faldt efter nogle meter i det tætte krat bag naboens skur. Han ramte stubben af det træ hans far havde hjulpet naboen med at fælde forrige sommer. Hans far havde kaldt naboen for en doven rad, men havde alligevel hjulpet ham fordi træet skyggede for hans elskede frugt buske.

 

Nu græd Mads, han græd fordi han havde slået sig, men det var ikke kun derfor han græd. Han tog sig til benet og mærkede noget varmt og tykt flyde ud mellem sine fingre. Han blødte og begyndte pludselig at ryste. Vreden måtte nogle få sekunder vige for en anden følelse. Han ville ind til sin mor nu. Trøstes af hende mens hun vaskede hans sår og gav ham plaster på, men det nyttede jo ikke noget, han var vred på sin mor. Han bandede indvendigt mens han bed tænderne hårdt sammen på grund af smerten. Hvorfor holdt de altid med hende? Det var uretfærdigt. Han hadede sin lillesøster. Mads græd stadigvæk, men nu var det mest fordi han havde ondt indeni. Sådan sad han bag naboens skur i krattet på den stub naboen havde været for doven til at grave op, indtil blodet var størknet på hans ben og tårerne kun var blevet til stille ensom snøften ingen kunne høre.

 

Jeg løber væk tænkte han pludselig, jeg gemmer mig så de aldrig finder mig igen. De vil savne mig når først de opdager jeg ikke er der. For Mads var tanken om at gøre sine forældre kede af det en trøst for ham, en måde at dele sin smerte på. Hvorfor skulle det kun være ham der var ked af det? Han sad lidt og spekulerede på hvor langt han egentlig skulle løbe væk for at de ikke skulle kunne finde ham.

 

Hvor langt væk var væk?

 

Inden han nåede at tænke over svaret på det spørgsmål slog en solsort ned på jorden foran ham. Den stivnede, drejede hovedet og så op på Mads med dens liv løse sorte øjne. Ingen af dem rørte sig i hvad der føltes som minutter men som i virkeligheden kun var en enkelt vejrtrækning. Mads betragtede fuglen, den var så smuk at han havde lyst til forsigtig at række ud og røre den, men han var bange for at skræmme den væk. Så pludselig vippede den et par gange med halen og fløj op og væk over hækken.

 

Mads var igen alene og selvom han et kort, øjeblik havde glemt at han var vred på sine forældre, så rejste han sig fra krattet og humpede væk mens han bed smerten fra benet i sig. Han ville stadig savnes. Hans ben gjorde ondt og efter nogle humpende meter indså Mads hurtigt at han ikke ville komme langt, men det behøvede han måske heller ikke. Han kiggede rundt i naboens have og fik øje en åben dør til redskabsskuret.

 

Mads lyste op i et underligt smil og humpede indenfor.

 

Langs den ene væg hang en masse værktøj fra små søm. På den modsatte væg fyldte en trillebør og et par gamle cykler op og i et hjørne stod æblekasser stablet oven på hinanden. Det var i slutningen af oktober men stadig lunt, det havde været en varm sommer, hvilket sås tydeligt på de mange fyldte kasser. Mads udvalgte sig med omhu et æble og tog en bid mens han tænkte på om hans forældre var begyndt at savne ham. Han havde godt nok ikke hørt dem kalde på ham, men måske var de begyndt at lede indenfor først. Tanken om at det var ved at gå op for dem at deres søn var væk gav underligt nok ikke Mads helt den følelse han havde forventet, når sandheden skulle frem gjorde den ham tværtimod lidt trist til mode.

 

Han tog en stor bid af æblet, mens hans spekulerede over hvad klokken var. I det samme slog en tanke ned i ham. Det var jo sidst på dagen og der ville snart komme børnetime og han så altid børnetime. Så hvis nu - han kneb øjnene sammen - ja hvis han blev væk mens der var børnetime så ville de jo helt sikkert opdage han var væk, for han så jo altid børnetime og det vidste de. Mads prøvede at genkalde sig hvad klokken havde været da han var stormet ud af døren og hvor længe han nu havde været væk. Han ville ønske han havde haft sit ur på, men hvis nu han blev siddende her en halv time længere så ville børnetimen helt sikkert være forbi og hans mor og far ville være ude af sig selv af bekymring.

 

Mens han sad i skuret sank han for hver bid af æblet, længere ind i sig selv. Han syntes det var hårdt at være den store. Lillesøster blev aldrig skældt ud. Vinden var taget til udenfor og selvom han sad i læ inde i skuret føg en kolde luft ind mellem de skæve brædder. Han begyndte at fryse og mente med sig selv at han hellere måtte lette sine forældres smerte nu. Faktisk havde han den sidste halve time ikke tænkt på hvor bange de måtte være, hvilket gav ham et stik af dårlig samvittighed. Han rejste sig fra æblekasserne og listede ud af skuret. Blodet på hans ben var størknet nu, men det gjorde ondt når han støttede på det. Han sad lidt og kiggede igennem hækken inden han bukkede sig og gik igennem hullet.

 

Da Mads tog i dørhåndtaget og gik indenfor kom der ikke en knust mor, en skrækslagen far eller en grædende lillesøster ham løbende i møde. Han rynkede næsen, tog skoene af og gik ud i køkkenet. Hans mor stod ved komfuret og stegte hakkebøffer. Hans far elskede hakkebøffer med stegte løg. Det gjorde han også selv. Hej skat. Hans mor smilede kærligt til ham og så ud som om intet var sket. Han kunne ikke forstå hvordan hun kunne holde masken så godt. Maden er snart færdig, er du sulten skat? Mads blev stående lidt uden at sige noget. Han betragtede hendes ansigt mens hun vendte bøfferne på stegepanden. Det var som om hun slet ikke havde lagt mærke til at han havde været væk.

 

Underlig til mode gik Mads ud af køkkenet og ind i stuen. Hans far sad i læne stolen, gemt væk bag dagens avis. Fjernsynet var tændt og han havde forventet at se det sidste af børnetimen rulle over skærmen, men til hans store overraskelse, var børnetimen kun lige gået i gang. Mads vaklede et par skridt baglæns og så op på det store ur der hang over sofaen. Men - Mads tanker var et morads. Han forstod ingenting, indtil det pludselig ramte ham. Vintertid. Nu kom han i tanke om hvordan hans far havde skruet alle urene tilbage for et par dage siden. Han lukkede øjnene og havde lyst til at græde igen. Lyst til at løbe skrigende ud af døren igen, men i det samme sænkede hans far avisen og så på ham. Nå der er du, det var godt, børnetimen begynder nu. Ingen havde opdaget hans flugt. De havde sikkert heller ikke hørt ham smække med døren da han løb grædende væk.

 

For dem havde han aldrig været væk.

 

Mads sank opgivende ned i sofaen ved siden af sin lillesøster. Det var kun ham, der havde savnet dem. Hun så op på ham, smilede til ham og rakte ud efter hans hånd. Men det var også okay, tænkte han, for nu han havde faktisk glemt hvorfor det var han var blevet så vred. Så i stedet for at blive ked af det igen, løbe sin vej og blive væk, lod han i stedet lillesøster tage hans hånd i sin.

 

 

 

Copyright © All Rights Reserved - Thomas Jensenius 2013